Sådan arbejder jeg

 

Udgangspunkt for min rådgivning og behandling

Mit udgangspunkt i samtalen vil altid være dit aktuelle behov. Jeg arbejder ud fra en ressourcebaseret og anerkendende tilgang, hvor målet er at styrke de stærke sider, så dine handlemuligheder udvides. Fokus er især på justeringer af nutiden og fremtiden.

I min behandling og rådgivning tager jeg primært udgangspunkt i metakognitiv teori og metode. Desuden er jeg inspireret af en systemteoretisk og narrativ referenceramme. Hypnoterapi (hypnose) kan anvendes som supplement, hvis du har et ønske om det.

 

Metakognitiv terapi

I den metakognitive terapi er fokus på, hvordan du håndterer dine tanker og følelser. Vi arbejder med hvordan du kan få en mere fleksibel styring og kontrol over din opmærksomhed og dine tankeprocesser. Fokus er på hvad du gør ved dine bekymringstanker, når de kommer.

Narrativ terapi

I narrativ terapi sættes fokus på de fortællinger du har om dig selv, og dermed dine handlinger og identitet. Udgangspunktet er de begrænsende og aktuelle problemhistorier og konklusioner du har om dig selv.

Du støttes i at finde og aktivere de alternative erfaringer du har om dig selv, og i at komme i gang med at leve og handle i overensstemmelse med dine egne værdier og mål. Fokus er foretrukne historier, håb og drømme.

Kognitiv terapi

I kognitiv terapi får du indsigt i, hvordan dine tanker, dine følelser, din krop og din adfærd fungerer. Du får hjælp til at udvikle nye færdigheder og til at lære at håndtere livet og dets modgang.

Metoden retter sig mod at udfordre og nuancere din tænkning samt mod at finde nye og mere hensigtsmæssige måder at handle på. Fokus er tænkningen.

Hypnoterapi

I hypnoterapi (hypnose) bringes du i en let trancetilstand, som er en form for koncentreret opmærksomhed. Det er en behagelig afslappende behandlingsform, hvor fokus er på din indre oplevelse, og på min stemme og de suggestioner jeg formidler.

 

Hvis du vil vide mere om hvordan jeg kan hjælpe dig, eller bestille en konsultation i min praksis i Frederiksværk eller Hillerød, er du velkommen til at kontakte mig